Spøgelser er noget, der er skrevet og fortalt meget om i tidernes løb. Nogle af os tror på dem, og nogle af os mener det er vanvittigt at tro på sådan noget, man ikke kan se med det fysiske øje.

Kender du oplevelsen af, at du troede du havde slukket for lyset, men at det så var tændt når du kom hjem? Eller: "hovsa, jeg slukkede da for tv'et lige før?!", men nu er det tændt. Det kan være du kender fornemmelsen af et kraftigt temperaturskift; alle døre og vinduer er lukkede, men alligevel kan en kold vind mærkes. Måske er du ude for, at der bliver flyttet om på dine ting, eller du kan lugte noget, du ikke kan forklare. Eller måske kender du fornemmelsen af en tilstedeværelse, selvom du rent fysisk er alene?

I virkeligheden er der intet underligt i disse fænomener. Nogle gange, når et menneske dør, sker der det, at sjælen af flere årsager kan være forhindret i at rejse videre. Når vi dør efterlader vi vores fysiske krop, og tilbage er vores tanker og følelser - vores bevidsthed eller sjæl. Et spøgelse er altså en sjæl, som af forskellige grunde stadig er meget tæt knyttet til den fysiske dimension - vores jordiske verden og dét liv, som sjælen levede dér. Man kan sige, at sjælen har rettet hele sin opmærksomhed "ned ad" mod jorden, og evner ikke at kigge "op ad" mod Lyset i den anden dimension, den nu befinder sig i.

Sjælen hænger således fast i en tilstand, hvor dens "synsvinkel" er begrænset, og formår ikke at komme videre på sin rejse. For selvom kroppen ikke er mere, skal sjælen stadig erfare og opleve. Den skal fortsat lære og fortsat udvikle sig, og dens næste skridt på vejen er altså at slippe den fysiske tilstand, hvilket den ikke egenhændigt er i stand til.

Så når vi oplever noget, der spøger, oplever vi faktisk en sjæl, der søger at gøre opmærksom på sig selv…et råb om hjælp. Sjælen vil rette henvendelse til os, på de måder den nu bedst er i stand til, og som vi mennesker kan opfatte med vores sanser og følelser. 

Dér, på den anden side, vil der altid være nogen til at tage i mod os; en slags velkomst komité, der kan få os til at føle os trygge og velkomne. Denne udstrakte hånd, som er en kærlig energi, kan bestå i form af nogen vi havde kær, da vi levede, men som forlod jorden før os selv. Eller den kan vise sig som en skikkelse eller et symbol på noget vi tror på. Men hvis sjælen ikke formår at "se" denne energi, kan den få hjælp af fysiske mennesker, netop fordi bevidstheden er rettet mod vores plan.

Hvis du oplever, at det spøger hjemme hos dig, så kan du enten vælge at ignore energien, og derved ikke give din energi videre. Eller, forsvinder "spøgelset" ikke, kan du vælge at opsøge professionel hjælp, som kan forløse energien og evt. forklare årsagen til at den var til stede.

ÅNDEN FRA OUIJA-BRÆTTET:

Det var en ganske almindelig mandag aften i 1973 i Mercury, en lille by i Canada. Harrison familien havde lige spist aftensmad og mens hustruen og de 2 børn vaskede op, tog Greg Harrison en pakke frem fra sin taske. Han havde købt et Ouija-bræt og ville overraske familien. Da opvasken var overstået, så hustruen og de to børn Ouija-brættet og var straks med på at prøve det af. Familien tændte nogle lys for at skabe den rigtige stemning og satte sig ved brættet. Det varede ikke længe, før de fik kontakt med en ånd, der præsenterede sig som faderens afdøde onkel. For at tjekke om det nu også var onklen, stillede de ham en række spørgsmål, som kun onklen ville kunne besvare. Ånden svarede korrekt på alle spørgsmålene, og Greg mente derfor ikke, der var noget at frygte, da ånden spurgte, om den måtte besøge dem.
Så snart Greg svarede ja på åndens spørgsmål, viste en kæmpe skikkelse sig midt i rummet. Skikkelsen, der var meget sløret og tåget udbrød et frygteligt skrig og svævede hurtigt hen mod familien.
Greg blev med stor kraft slynget ind i væggen bag sig, og blev gentagende gange slået i ansigtet. Børnene begyndte at skrige, mens hustruen prøvede at hjælpe Greg. Det skulle hun ikke have gjort. Skikkelsen greb hende i håret og begyndte at rive store totter af, mens hun blev holdt nede på gulvet. Derefter fik hun hovedet hamret ind i væggen adskillige gange, til hun var bevidstløs. Nu kom turen til børnene. De blev kastet rundt i stuen, mens det haglede ned med slag på deres kroppe. Begge børn fik ligeledes store brandsår på ankler og håndled. Denne mishandling af Harrison familien stod på i tre kvarter, hvor de var fuldstændig magtesløse over for åndens terroren. Mens dette stod på, skreg ånden hele tiden. Men hverken dette eller larmen fra møbler, der blev knust, kunne høres i de omkringliggende lejligheder. Derfor var der ingen, der lagde mærke til den frygtelige hændelse. Det hele sluttede lige så pludseligt som det var begyndt. Med et´ forsvandt ånden og familien kunne ringe efter hjælp. Trods store kvæstelser kom familien sig efterhånden, og så aldrig mere noget til ånden. Men det var både første og sidste gang, de prøvede Ouija-brættet.

Den unge pige:

Dr. Weir Mitchell, en fremtrædende læge i Philadelphia, faldt en vinteraften i 1884 i søvn foram kaminen efter en hård dag på arbejdet.

Han vågnede ved, at det bankede meget voldsomt på døren. På trappen stod en tynd pige, med et gammelt sjal om skuldrene. Hun bad ham meget indtrængende om at komme med og se til hendes mor, som pludselig var blevet meget syg.

Lægen fulgte efter pigen gennem de snævre gader. Endelig nåede de hen til moderens lille værelse, der lå i en gammel forfalden ejendom i byens fattige kvarter. Her lå en syg kvinde, som lægen hurtigt genkendte som sin tidligere tjenestepige.

Mitchell hjalp hende, så godt han kunne og sørgede for, at hun fik den medicin og pleje den aften. Da han skulle til at gå, påpegede han, at det var godt at kvinden havde sådan en flink og pligtopfyldende datter.

Den syge kvinde stirrede på ham og sagde ”Åh ne, min datter døde for en måned siden, hendes sko og sjal ligger henne i kommoden.

Lægen kiggede efter, og der lå sjalet pigen havde haft om skuldrene. Det var helt tør og pænt foldet sammen. Det havde i hvert fald ikke været båret udendørs på denne klamme vinteraften. Pigen var ikke at se nogen steder !